Forebyg husstøvmider



Forebyggelse mod husstøvmider

Forekomst af husstøvmider i boligen, skyldes hverken støv eller manglende hygiejne. Derimod
er det fugten der er problemet. Det er den relative luftfugtighed, som er afgørende for hvor
mange husstøvmider der findes i boligen. Den indendørs luftfugtigheden kan måles med et
hygrometer, som fås i forskellige prisklasser.

Husstøvmider optager vand direkte gennem huden, og er helt afhængige af en vis luftfugtighed 
for at kunne trives og formere sig. Derfor bør den relative luftfugtighed i boligen så vidt muligt
holdes under 45%. Støvmiderne formerer sig når den relative luftfugtighed i boligen overstiger
50%, mens antallet kan begrænses hvis den relative luftfugtighed kan holdes under 45%.  

Selvom man forsøger, at begrænse den relative luftfugtighed i boligen, oplever de fleste dog
alligevel, at der er et betydeligt antal husstøvmider - især koncentreret i sengen. Hvis man er
i tvivl, er det let selv at måle antallet af husstøvmider i sengen med Ventia Allergen Test 

Desværre viser det sig typisk, at der er et betydeligt antal husstøvmider i madrassen,
hovedpuden og dynen, samt i eventuelle top- og rullemadrasser. En undersøgelse af private
boliger i København viste for nogle år siden, at mindst 59% havde et højt niveau af mider på
deres madras. Jo ældre madrassen er, jo flere støvmider vil der normalt være. Ifølge et dansk forskningsstudie, er forekomsten af mider ofte ekstra udtalt i sommerhuse, som kan pga.
forøget fugt kan være rene væksthuse for husstøvmider.

For de fleste vil det derfor være nødvendigt at beskytte sig mod påvirkning fra husstøvmiderne 
i sengemiljøet, da det er her den primære kontakt med husstøvmideallergenerne finder sted.
Et typisk tiltag er, at anskaffe husstøvmidetætte allergibetræk til madras, pude og dyne. 
 



Reducér fugt i boligen
Den udendørs luftfugtighed varierer løbende, og påvirker i høj grad også den relative indendørs luftfugtighed. Men vi tilfører herudover også selv yderligere fugt fx på grund af madlavning, bad,
vask, indendørs tørring af tøj, og ikke mindst fordi vores krop afgiver omkring 2,5 liter vand pr.
døgn. Samtidig er de fleste boliger i dag meget tættere end tidligere, hvilket medfører dårligere
naturlig udluftning og ventilation. Ovenstående medfører, at der let opbygges en noget højere 
relativ luftfugtighed indendørs. 
 
Det er derfor vigtigt, at luften i boligen udskiftes flere gange dagligt. Det anbefales, at lufte ud 
3 gange dagligt med gennemtræk i 5-10 minutter. Varmetabet er ikke særlig stort ved en sådan
kort og effektiv udluftning, da man ikke når at nedkøle vægge, møbler m.v. Derimod anbefales
det ikke, at have vinduer stående på klem i længere tid, da det i mange tilfølde bare forøger
den relative luftfugtighed indendørs. 

Kombineres den grundige udluftning med efterfølgende normal opvarmning, nedbringes
luftfugtigheden mest muligt, og forringer derved husstøvmidens levevilkår. Boligen bør i fyringssæsonen være opvarmet til mindst 20 grader. Luftfugtigheden kan yderligere nedbringes
ved at skrue op for varmen, da den relative luftfugtighed falder 2-3% hver gang temperaturen
forøges med en grad.
 
Den indendørs luftfugtighed kan eventuelt løbende måles ved hjælp af et hygrometer, der fås i forskellige prisklasser. Fugtigheden bør dog holdes så lav, at der fx om vinteren, ikke kommer
fugt på indersiden af termoruder eller andre 2-lags ruder.


Også værd at tænke på
Da der ofte er en del husstøvmider og/eller allergenpartikler i væg-til-væg tæpper, anbefales
det at fjerne disse, især i soveværelset. Man kan dog godt have mindre tæpper i soveværelset
under forudsætning af at de vaskes jævnligt.
 
Det anbefales, at gøre grundigt rent en gang om ugen. Forekomsten af husstøvmider beror på luftfugtigheden og ikke utilstrækkelig rengøring, så overdreven rengøring løser ikke problemet. Rengøring er dog med til at forbedre indeklimaet, nedsætter mængden af støv, og frem for alt
kan man derved fjerne ganske mange af de allergenpartikler som fremkalder den allergiske
reaktion. Det anbefales at aftørre alle vandrette flader med en opvredet klud. Husk at lufte ud
under og efter rengøring.
 
Intensiv støvsugning kan midlertidigt reducere antallet af allergenpartikler, men påvirker kun i
ringe grad antallet af levende husstøvmider. Ideelt set anbefales det, at anskaffe en støvsuger
med et allergentæt mikrofilter, da det skaber et lukket system, så de fleste allergenpartikler
forbliver inde i støvsugeren, i stedet for at blive hvirvlet op i luften igen.

Husstøvmider tilintetgøres ikke umiddelbart af kulde. De kan overleve ved lave temperaturer
eller i tørre omgivelser, men de formerer sig ikke. De dør først efter et par uger ved nul grader
eller efter nogle døgn ved –18 grader. Rensning dræber husstøvmiderne, men fjerner ikke nødvendigvis alle de allergenpartikler som allerede er puder, dyner, tæpper etc. 
 








 





 Filmklip
Husstøvmider
 
 sitemap
© Jepsen HealthCare | Tune Erhvervspark | Tune Parkvej 5 | DK-4030 Tune | Tlf : +45 4499 1432 | Fax: +45 4499 1462 | info@jepsenhealthcare.dk