Om husstøvmider/støvmider Hussstøvmider kaldes ofte bare for støvmider, men det betyder det samme. Husstøvmider er små mikroskopiske hvide, 8-benede spindeldyr, som normalt ikke kan ses med det blotte øje. Til trods for at navnet indikerer det modsatte, trives husstøvmider normalt ikke i synligt støv på gulvet, og er ikke som sådan forbundet med hverken dårlig hygiejne eller utilstrækkelig rengøring. Derimod er det hovedsageligt den relative luftfugtighed i boligen, som er afgørende for hvor mange husstøvmider der findes i boligen. Sådan trives husstøvmider Forekomsten af husstøvmider har været stigende i takt med at vores boliger er blevet tættere - med deraf følgende dårligere naturlig udluftning og ventilation til følge. Sammen med ændrede levevaner har det medført forøget luftfugtighed i de fleste boliger. Husstøvmiderne behøver fugt, varme og mørke for at trives og formere sig. Føden består af hår og kropsskæl, som findes til overflod i sengen, mens den nødvendige varme opnås ved 17-32 graders varme, altså normal indendørstemperatur. Da husstøvmiden optager vand direkte gennem huden, er den helt afhængig af luftens fugtighed, og trives bedst i et fugtigt indeklima. Hvis fugtigheden i boligen overstiger 50% formerer miderne sig, mens de trives allerbedst ved en relativ luftfugtighed på 70-80%. Omvendt har støvmiderne meget svære eksistensvilkår hvis den relative luftfugtighed kan holdes under 45%. Husstøvmider skyr lyset og tørrer ud på plane flader. De kan dræbes med kulde, men dør først efter et par uger ved nul grader, eller efter nogle døgn i fryseren ved -18 grader. Miderne dør også ved rensning, eller vask ved mindst 55 grader. Hvor findes husstøvmider Husstøvmiderne findes i de fleste af vores boliger, mest koncentreret i og omkring sengen, hvor de trives optimalt med hensyn til føde, fugt, mørke og temperatur. I de almindelige boliger er der normalt et betydeligt antal husstøvmider i madrassen, hovedpuden og dynen, samt i eventuelle top- og rullemadrasser. Praktisk erfaring viser, at der næsten er husstøvmider i alle boliger. En undersøgelse af private boliger i København viste for nogle år siden, at mindst 59% havde et højt niveau af husstøvmider på deres madras. Ifølge et nyere dansk forskningsstudie, er forekomsten ofte ekstra udtalt i sommerhuse, som kan pga. forøget fugt kan være rene væksthuse for husstøvmider. Der kan være husstøvmider i sofaer, tæpper, puder o. lign, men koncentrationen af husstøvmider i sengen er normalt mere end 10 gange så høj som i resten af boligen. Da vi typisk opholder os i sengen 1/3 af døgnet, er det her den primære påvirkning finder sted - så vær opmærksom på tilstrækkelig forebyggelse mod husstøvmider i sovemiljøet. 0 |